Udarbejdet af:

Særlige grupper med for højt blodtryk

For bestemte personer med et for højt blodtryk, gælder der særlige regler.  Det drejer sig om personer med sukkersyge, ældre og hjertesyge.

Sukkersyge

Hos patienter med sukkersyge skal blodtrykket være 130/80 eller derunder. Blodtrykket skal altså længere ned, hvis du har sukkersyge.

Sukkersyge er en hyppig sygdom i Danmark. Mellem 100.000 og 150.000 personer har erkendt sukkersyge, men da sygdommen hos mange optræder uden symptomer, skønnes det, at mellem 200.000 og 300.000 danskere har sukkersyge - halvdelen ved det bare ikke. Risikoen for at få sukkersyge stiger med alderen.

Omkring halvdelen af alle personer med sukkersyge har for højt blodtryk. Kombinationen af de to sygdomme er yderst uheldig. Personer med sukkersyge har 2-4 gange større risiko for at blive ramt af en blodprop i hjertet eller hjerne sammenlignet med personer uden sukkersyge - uanset hvad blodtrykket er. Hvis de så samtidig har et for højt blodtryk øges deres risiko med mere end det dobbelte.

Sukkersygepatienter med et for højt blodtryk behandles med et bestemt lægemiddel (ACE-hæmmer). Videnskabelige undersøgelser har vist, at netop denne medicin er det bedste til personer med både sukkersyge og et for højt blodtryk. Hvis du tillige har æggehvidestoffer i din urin, bør du behandles med sammen præparat uanset, hvad dit blodtryk er. 

Har du et for højt blodtryk, vil lægen derfor altid undersøge om du har sukkersyge eller æggehvidestoffer i din urin.

Ældre
Blodtrykket stiger med alderen. Men det betyder ikke, at et for højt blodtryk hos en 80-årig ikke skal behandles - tværtimod.  Ældre  har mindst lige så stor gavn af et lavt blodtryk som de yngre. Risikoen for at blive ramt af en blodprop i hjertet og hjernen stiger med alderen, og flere videnskabelige undersøgelser har vist, at sænkes blodtrykket hos de ældre mindskes denne risiko betydeligt.

Målet er et blodtryk på 140/90 eller derunder - også hos dem over 80 år. Et blodtryk på 140/90 hos ældre beskytter ikke kun hjertet og hjernen, men forsinker også udviklingen af demens.

Hjertesyge
Let forkalkning i hjertets kranspulsåre kan vise sig ved trykken i brystet - især ved fysisk anstrengelse. Mere udtalt forkalkning viser sig ved vedvarende trykken i brystet eller en blodprop i hjertet med voldsomme brystsmerter.

Personer med forkalkning af hjertet og samtidig for højt blodtryk har en betydelig risiko for at dø eller få en blodprop i hjertet. Og den risiko afhænger i høj grad af, hvor højt blodtrykket er.

Alle med forkalkning i hjertet bør derfor få målt deres blodtryk regelmsæssigt. Målet er et blodtryk på 140/90 eller under.