Influenza
Influentia (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Der er stor forskel på hvor syg man bliver af influenza. Især ældre og personer med svagt hjerte eller rygerlunger bliver meget syge. Det anbefales, at personer med kroniske sygdomme, ældre, overvægtige og gravide bliver vaccineret i oktober eller november måned hvert år. Influenza kan føre til lungebetændelse.
Influenza skyldes forskellige ”virusser” (vira). Der findes flere forskellige slags influenza-virus kaldet henholdsvis A, B og C. Man bliver mest syg af influenza-virus A og B, medens type C kun giver lette gener. Influenza sæsonen er fra midten af december til midten af marts. Med 3-4 års mellemrum bliver rigtig mange syge af influenza – influenzaen har spredt sig som en epidemi.
Der er stor forskel på, hvor syg den enkelte bliver. Symptomerne spænder lige fra, at man knapt nok mærker sygdommen til, at man må holde sengen i flere dage. Især spædbørn, ældre personer og personer med hjerte- eller lungesygdomme bliver rigtigt syge.
Influenza begynder med kulderystelser, herefter feber med hurtig temperaturstigning til 39 til 40ºC, stærk hovedpine, ondt over det hele og smerter ved bevægelse af øjnene, samt hæshed og tør hoste. Efter 2-3 dage falder temperaturen og man bliver herefter hurtigt rask igen. En del vil dog være trætte i 1-2 uger efter, at temperaturen er blevet normal.
Feber i mere end 5 dage kan være tegn på, at der er tilstødt betændelse med bakterier. Influenza kan være slem i sig selv, men det er de bakterielle komplikationer, der skaber rigtige problemer. De hyppigste komplikationer er lungebetændelse og mellemørebetændelse.
Der findes effektive vacciner mod influenza. Influenza-vaccination anbefales til ældre over 65 år, overvægtige med BMI over 40, personer med kroniske sygdomme og gravide der er mere end 12 uger henne. Influenza-vaccination er bedst i perioden oktober til november, men er du for sent på den, kan det alligevel være en idé at tale med din læge om mulighed for vaccination. Vaccinen yder beskyttelse efter 1-2 uger og beskyttelsen ophører nogle få måneder efter vaccinationen. Det er derfor nødvendigt at blive vaccineret hvert år.